Digte og historier

Veninder

Fabel

Kærlighed i hjemmet

Din moder! Din moder! Din moder!

En dag kom en mand for at besøge Profeten . Man kunne tydeligt se at han grublede over noget. Dengang plejede folk at komme til Profeten med alle slags problemer, bortset fra dem, de selv kunne løse, derfor måtte det være et vigtigt anliggende for ham, siden han valgte at gå hen til Profeten .

”Fortæl mig, oh Profet”, begyndte manden. ”Jeg har mange slægtninge og mange venner, som jeg holder meget af og som jeg ønsker at hjælpe og passe på. Men jeg finder det tit svært at finde ud af, hvem af dem, der har størst krav på mig. Hvem af dem skal komme først?”

Den hellige Profet  svarede straks: ”Din moder skal komme først, før alle andre.”

Manden var meget tilfreds med dette klare budskab fra den velsignede Profet . Men der var stadig alle hans andre slægtninge og hans venner at tænke på. Så han spurgte: ”Og efter min mor, hvem har så det største krav på mig?”

Men det andet svar fra den velsignede Profet  overraskede ham. For Profeten  svarede igen: ”Din moder.”

Har jeg mon hørt rigtigt? Manden undrede sig. Hvorfor havde Profeten gentaget sig selv? Måske havde han ikke udtrykt sig klart nok, tænkte manden, eller måske havde Profeten  ikke hørt ham korrekt. Så manden stillede det samme spørgsmål igen.

”Hvad jeg gerne vil vide er, hvem der efter min moder, har størst krav på mig.”

Igen ytrede den hellige Profet de samme ord: ”Din moder”

Din moder, din moder, din moder. Den velsignede Profet havde nu sagt det tre gange. Langsomt begyndte det at gå op for manden, hvorfor Profeten  havde gjort sådan. Den hellige Profet mener at min moder er yderst vigtig, så meget, at mine forpligtigelser over for hende må fremhæves igen og igen. Men alligevel kunne manden ikke lade være med at tænke på alle de andre, som han elskede og ønskede at tage sig af.

Stadig usikker og med ønsket om at vide mere, vendte manden sig igen til Profeten : ”Og efter jeg har fuldendt min forpligtigelse overfor min moder, hvem kommer så? Er der andre ved siden af hende?”

Den velsignede Profet  svarede: ”Efter din moder, din fader.”

”Og derefter?”, spurgte manden.

”Dine nærmeste slægtninge”, sagde den velsignede Profet  til ham.

Endelig blev hans forpligtigelser helt klare for ham. Han skulle først tjene sin moder, før nogen som helst anden, og så skulle han passe sin fader, børn, bedsteforældre, brødre, søstre, onkler og tanter, indtil han havde udført sin pligt overfor alle sine slægtninge.

Luqman 14

Den nemme vej til Paradiset

En dag så den hellige Profet underlig trist ud.

”Ve over ham! Må hans næse gnide i støvet!”, klagede han

”Ve over ham! Må hans næse gnide i støvet!”, gentog han.

Profetens ledsagere var overraskede over at høre disse ord komme fra hans mund.

”Hvem taler du om, oh Profet?”, spurgte de.

”Ve over ham! Må hans næse gnide i støvet!”, beklagede Profeten sig endnu en gang.

Ledsagerne var mere forvirrede end de havde været før. Det var meget ualmindeligt at høre den hellige Profet  beklage sig på denne måde og tale sådan om en person, hvis fejl stadig var ukendt for dem.

”Men hvorfor taler du sådan, oh Profet?”, ville ledsagerne vide. ”Hvem er det der har gjort noget så forfærdeligt at du er nødt til at ytre disse sørgelige ord?”

Den hellige Profet  vendte sig mod dem og så hvor forvirrede og urolige de var. ”Jeg beklager mig over en mand, der ikke kender lykken”, forklarede han. ”Det er en mand, der ved at hans moder eller fader, eller de begge er blevet gamle og har brug for hjælp, men samtidig ikke ved, at dét at tjene sine forældre, er indgangen til al-Djinna!” (* * Den endegyldige belønning fra Allah for gode gerninger, eller Paradiset.) ”Det er så enkelt”, sukkede Profeten , ”men stadig vil sådan en mand ikke kunne se det. Alt hvad han bør gøre, er at adlyde Allah og tage sig af sine aldrende forældre, og vejen til al-Djinna vil være åben for ham.”

Nu gik det op for ledsagerne, hvorfor den velsignede Profet  var så trist.

En mand skal være meget uheldig, hvis det ikke lykkes for ham at komme i al-Djinna, når der foreligger ham sådan en simpel og nem mulighed.

Al-Isra 23

3

Døren til anger

Det kunne nemt ses at manden var bekymret. Som han nærmede sig Profeten , så han meget nølende ud. Han gik vaklende og da han begyndte at tale, knækkede hans stemme og han tøvede. Han måtte i sandhed været dybt tynget af stor smerte. Og sådan viste det sig også at være, da han henvendte sig til Profeten .

”Oh Profet, jeg har syndet…”, sagde han til ham. ”Jeg har begået en stor synd…” Mandens ord døde hen. Han kunne ikke fortsætte bare et sekund mere, med at forklare Profeten , hvordan han var havnet i denne situation. Men han klarede siden hen at fortsætte.

”Oh Profet”, græd han. ”Jeg har ikke adlydt Allah! Jeg har ikke adlydt Allah! Hvordan kan jeg angre? Hvordan kan jeg gøre mig fortjent til Hans tilgivelse?”

Men hans dybeste frygt i hjertet, var meget større end dette. ”Kan jeg overhovedet angre?” græd han meget forpint. ”Kan jeg gøre op for det forfærdelige, jeg har gjort? Er der noget håb for mig, oh Profet?”

Den velsignede Profets hjerte var meget berørt over at se denne mand i sådan lidelse. Han havde jo tydeligvis henvendt sig til Profeten  i håb om at finde et svar, for der var ingen bedre steder at gå hen i denne situation. Men alligevel, trods sit håb, var han pint helt ind i sit indre.

Den velsignede Profet  sendte ham et blik fyldt med dyb medfølelse og sympati. ”Er din moder stadig i live?” spurgte han.

Manden kiggede overrasket. Han havde forventet, at den hellige Profet  ville spørge hvilken stor synd, han havde begået og hvordan han havde været ulydig mod Allah. Men det gjorde Profeten  ikke.  

”Min moder?”, sagde manden uforstående. Så sukkede han dybt. ”Nej, oh Profet, hun har været død i mange år.”

”Nuvel”, forsatte den hellige Profet . ”Har du en moster, din moders søster, der stadig lever?”

Mandens ansigt lyste op. ”Hvorfor? Ja, Ja, jeg har!” svarede han. Nu anede han et lille håb forude.

Måske havde den hellige Profet  nu en løsning på hans dilemma. Manden kiggede håbefuldt på ham. Der kunne stadig være en udvej for ham.

”Gå hen og tag dig af din moster”, hørte han Profeten sige , ”og gør alt hvad du kan, for at hjælpe hende og gøre tingene lettere for hende.”

Døren var åbnet, vejen mod anger var nu tydelig og hans hjerte fyldtes med glæde ved disse ord.

”Åh, det vil jeg gøre, det vil jeg gøre, det vil jeg gøre, oh Profet”, græd manden af glæde.

”Gør dit allerbedste for hende”, fortsatte Profeten . ”Ved at gøre det, vil du opnå omvendelse for det dårlige, du har gjort og dit gode arbejde vil fjerne effekten af din synd.”

Al-Isra 23-24

4

Moderen der ikke var muslim

Asma var meget spændt, men samtidig var hun også bekymret. Hendes moder skulle komme til Madina for at besøge hende. Der var gået syv år, siden Asma havde udvandret fra Makka, og det var meget lang tid for mor og datter at være adskilt. Naturligvis var Asma meget ivrig efter at se sin moder igen, men der var et problem, et stort et.

Selvom Asmas far Abu Bakr, var en meget religiøs muslim, der altid sørgede for at leve efter Allahs love og regler, havde han ikke været i stand til at overbevise hendes moder om at dele denne tro. Hun var stadig en Kaafir (vantro), og ligesom alle de andre Kaafir tilbad hun stadig afguder. Hun underkastede sig ikke Allah, den Eneste Gud.

’Hun er min moder’, tænkte Asma ved sig selv. ’Hun er kommet langvejs fra og rejsen har været hård. Jeg skal byde hende velkommen med åbne arme og give hende al den kærlighed, hun er berettiget til. Men alligevel’, sukkede Asma, ’hun er stadig en Kaafir. Hun tror ikke på Allah. En muslim skal elske Allah mere end alt andet på jorden. Så hvordan kan jeg byde en Kaafir velkommen i mit hjem med glæde og kærlighed?

Asma tænkte over dette et stykke tid, men hun kunne ikke finde ud af, hvad hun skulle gøre. Der var dog en løsning. Hun ville gå hen til den velsignede Profet  og spørge ham til råds. ’Uden tvivl’, tænkte Asma, ’uden tvivl vil den hellige Profet  kunne løse mit problem.’

Asma var Profetens svigerinde, for hendes søster Aisha var gift med ham.

”Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, oh Profet,” sagde Asma, da hun kom hen til ham. ”Min moder kommer til Madina for at besøge mig, men hun er ikke muslim”, sukkede Asma. ”Faktisk tilbeder hun stadig afguder og kan ikke se at den eneste sande vej er at underkaste sig Allah.”

”Hvad er så problemet?”, spurgte den hellige Profet , som ikke viste nogen urolighed ved dette.

Asma kiggede overrasket på ham. ”Min moder er en Kaafir”, gentog hun. ”Jeg ved ikke om jeg bør tage imod hende og byde hende velkommen i mit hjem med glæde i mit hjerte. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”

”Svaret er meget enkelt”, sagde den velsignede Profet  med et smil. ”Hun er din moder. Du skal tage imod hende og være god ved hende.”

”Også selvom hun ikke er muslim?”, spurgte Asma.

”Hun er stadig din moder”, sagde Profeten . ”Selvfølgelig skal du behandle hende pænt, når hun kommer og du skal opfylde alle hendes rettigheder, alt hvad der tilkommer hende. Hvis hun havde kæmpet imod det, at du er muslim, eller smidt dig ud af sit hjem på grund af din tro, så ville det have været anderledes. Men eftersom din moder aldrig har gjort sådan mod dig, vil Allah synes godt om, at du er retfærdig og kærlig mod hende og elsker hende som en datter bør gøre.”

Luqman 15

5

Moderens ønske

Usama bin Zayd, som levede i Madina under den tredje kalif Ûtmaans herredømme, nærede stor ømhed for sin moder. Han elskede hende meget højt, så meget at han gjorde alt for at tilfredsstille hende og give hende glæde og tryghed. Hvis hans moder bad ham om noget, ville han straks gøre det, uden først at tænke over det.

Men en dag spurgte Usamas moder om noget, der skabte et problem.

”Hent noget saft fra palmetræets stamme til mig, Usama,” sagde hans moder.

Usama tøvede. Normalt ville han drage af sted med det samme på sin moders befaling, men denne gang blev han stående, hvor han var, trippende nervøst fra den ene fod til den anden.

”Hvorfor holder du dig tilbage, Usama?” ville hans moder vide. ”Jeg bad dig om noget at drikke…”

Usama nikkede. ”Det ved jeg du gjorde, moder, men… palmetræer er vores kæreste ejendele her i Madina, og hvis jeg tager noget saft fra den, vil den falde i værdi. Træet kan endda gå hen og blive ufrugtbart og ikke bære frugt i lang tid, hvis da overhovedet nogensinde…”

Hvad Usama sagde, var helt rigtigt. Folket i Madina satte stor pris på deres palmetræer og dets delikate dadler, og de fik deres underhold fra disse træers frugter. Senest var priserne på palmetræer steget, fordi Madina nød mere rigdom, så mange folk var i stand til at betale høje priser. Derfor satte ejerne også høje priser på træerne. Prisen var steget så meget, at et palmetræ nemt ville koste mindst et tusind dirham (** På den tid anvendtes sølvmønter.)

”Jeg ønsker ikke at ødelægge sådan et værdifuldt træ”, tænkte Usama forfærdet for sig selv. ”Men stadig elsker jeg min moder så meget, at jeg ikke kan benægte hende saften fra palmetræet, også selvom det vil beskadige det.”

Svaret var, at han ikke kunne afslå sin moders anmodning, og han gjorde da op med sig selv. Usama tog en skarp kniv og gik ud i haven. Uden eftertanke lod han knivbladet gå ind i stammen på palmetræet. Saften begyndte i det samme at flyde.

En del mennesker gik på dette tidspunkt forbi Usamas hus, og de stoppede alle op i forbløffelse, da de så, hvad han var i gang med.

”Han ødelægger dette kostbare palmetræ!”, mumlede de til hinanden. ”Er Usama gået fra forstanden?”

De var så bekymrede at de gik ind i haven og samledes rundt om Usama, imens han stod ved palmetræet og tog imod saften.

”Hvad er det du er i gang med, Usama?” udbrød en mand vredt.

”Du har ødelagt dette palmetræ… det er meget værdifuldt og bør ikke bruges på denne måde!”, klagede en anden.

En tredje mand blev rasende og begyndte at råbe af Usama: ”Er du blevet sindssyg, Usama,” sagde han i en meget vred tone. ”Dette træ har stor værdi… det koster mange penge og du ødelægger det!”

Folkene der stod rundt om Usama blev mere hidsige, og de spørgsmål de kom med, blev mere og mere hårde. Men Usama forblev helt rolig. Han vidste at han havde gjort det rigtige, på trods af hvad de alle sagde.

”Min moder ønsker at drikke saften fra dette træ,” sagde Usama. ”Intet er mere værdifuldt for mig end at opfylde min moders ønske. Det gør ingen forskel at palmetræet er kostbart. Så længe jeg kan, vil jeg altid opfylde min moders ønsker…”

Da de hørte hvad Usama sagde, blev alle folk stille. Nogle begyndte endda at føle sig lidt pinlig berørte. For den velsignede Profet  havde også fortalt dem, hvor yderst vigtigt det var at gøre ens forældre tilfredse. Lige meget hvor værdifuldt det var, var palmetræet uden betydning sammenlignet med dette.

Al-Ahqaf: 15

6

Den sande vej til Allah

Abu Yazid Taifir skælvede. Natten var meget kold. Der var også helt stille, for imens han stod i bøn for at opnå Allahs tilfredsstillelse, sov alle andre. Men det var nu ikke alle der sov. Det fandt Abu Yazid ud af, da han hørte sin moder kalde på ham. Han gik straks hen til hende, for at se hvad hun ville.

”Min søn,” sagde hun. ”Vær sød at hente et glas vand til mig.”

Umiddelbart ville det være en ret simpel ting at gøre, men da Abu Yazid ville finde noget vand i huset, viste det sig ikke at være nemt. Han fandt en kande, men den var tom. Efter videre søgen fandt han en krukke, men også den var tom.

”Det ser ud til, at der ikke er noget vand i huset,” sagde Abu Yazid til sig selv.

I vor tid ville vi selvfølgelig ikke have sådan et problem med at finde vand i huset. Alt hvad vi behøver at gøre, er at dreje på hanen og så kommer det. Men Abu Yazid levede for længe, længe siden, hvor der ikke var nogen vandhaner i hjemmene. I stedet var man nødt til at gå til brønden eller ned til floden for at hente vand.

Så Abu Yazid gjorde sig parat til at gå ned til floden, for at hente noget vand til sin moder, selvom natten var meget kold og floden lå et stykke derfra. Men lige da han skulle til at gå, så han at hans moder var faldet i søvn igen.

”Nå”, tænkte han. ”Hun kan ikke drikke vand, imens hun sover, så måske skulle jeg bare gå tilbage til min bøn, og glemme alt om det.”

Men tanken gjorde ikke Abu Yazid glad. Det føltes ikke rigtigt at glemme sin moders anmodning, bare fordi hun var faldet søvn igen. Abu Yazid elskede sin moder meget højt, og han vidste hvor meget, han skyldte hende at gøre. Hun havde arbejdet hårdt i mange år, for at han kunne gå i skole, og få en god uddannelse. Abu Yazid vidste hvor store forhåbninger hun havde for hans fremtid og hvilken stor sorg hun havde lidt, da hans far døde og lod hende alene om at opfostre deres søn.

Abus fader var søn af en zarathustra (** Dem der tilbeder ild.) Men han blev muslim, en meget rettroende en og han blev meget ærefuldt betragtet i byen Bistam, i nordøst Iran, hvor han boede med sin familie. Abu Yazid var meget ung, da hans fader døde, men hans moder var fast besluttet på, at det ikke skulle have nogen indvirkning på hans uddannelse. Selvom det indebar hårdt arbejde for hende, havde hun bestemt, at han skulle blive i skolen, og lære alt hvad han kunne.

Men en dag kom Abu Yazid hjem fra skole før tiden. Hans moder blev forbavset.

”Hvorfor, Abu?” sagde hun. ”Hvorfor er du kommet hjem nu?” Hun blev meget bekymret over denne usædvanlige hændelse, og begyndte at tænke på alle mulige ting. Måske havde skolen uddelt præmier til de studerende og Abu Yazid var kommet for at fortælle hende, hvad han havde vundet. Måske havde der været en eller anden slags ceremoni der, hvorefter børnene var blevet sendt tidligere hjem. Eller måske – og dette bekymrede virkelig hans moder – måske var der noget galt?

Abu Yazid skyndte sig at forklare sin pludselige hjemkomst, for han kunne ikke lide at se, når hans moder var bekymret.

”Nej, der er ikke noget galt…” fortalte han. ”Og der foregår heller ikke noget specielt på skolen.”

”Men hvorfor er du så kommet?” ville hans moder vide.

”Jeg var ved at lære om Koranen”, forklarede Abu Yazid, ”og da jeg kom til verset: Vær taknemmelig mod Mig og mod jeres forældre, fandt jeg det meget bevægende, moder, meget, meget bevægende! Men jeg var ikke helt sikker på, hvad det betød, så jeg spurgte min lærer. Han forklarede meningen med verset, men jeg var ikke helt tilfreds med svaret…”

”Hvad er problemet, min søn?” spurgte Abus moder ham.

”Problemet er, at jeg ikke kan se, hvordan jeg kan være taknemmelig mod Allah og taknemmelig mod dig på samme tid. Jeg kan ikke splitte mig selv i to!” Abu Yazid sukkede, meget forvirret over sit dilemma. ”Enten beder du om at få mig fra Allah, så jeg udelukkende kan være din, eller også giver du mig til Allah, så jeg udelukkende kan være Hans. Det er nødt til at være den ene eller den anden, er det ikke?”

Abus moder smilede og gav sin søn et kærligt kys. ”Min søn,” sagde hun til ham. ”Jeg giver dig til Allah. Gå nu ud og tjen Ham!”

Da han stod dér i det kolde, mørke hus, huskede Abu Yazid denne episode og huskede sin moders ord. Og ved at erindre alt dette, vidste han hvad han skulle gøre med det vand, hun havde bedt om et par minutter tidligere.

Han havde nu besluttet sig, så han tog en krukke og gik stille ud af huset og begav sig på den lange vej ned mod floden. Da han nåede floden, fyldte han krukken op med vand og bar den hjem.

Da han kom hjem, så han at hans moder stadig lå og sov. Han gik stille rundt for ikke at vække hende. Han øste noget af det vand, han havde hentet op i en skål. Så gik han hen og stod ved siden af sin moders seng og ventede på det øjeblik, hvor hun ville vågne igen. Abu Yazids moder sov i lang tid, men da hun vågnede, så hun at han stadig stod ved hendes seng. Han holdt skålen med vand i sin hånd, så hun kunne drikke af den.

”Du er en god dreng, Abu”, sagde hun med et smil om munden. Hun tog skålen fra ham og drak noget af vandet. Bagefter velsignede hun ham for hans venlighed og omsorg for hende. Men på samme tid var hun meget ked af at se, hvor træt han så ud, for han havde jo været vågen hele den lange, kolde nat.

”Hvorfor stillede du ikke vandet, min søn, og gik tilbage til din seng?” udbrød hun. ”Det ville have været nemt nok for mig at drikke vandet, når jeg vågnede. Du skulle ikke have ulejliget dig sådan.”

Abu svarede kærligt sin moder. ”Jeg var bange for at du ville vågne, imens jeg ikke var her til at give dig vandet”, sagde han. ”Det ønskede jeg ikke skulle ske… du bad mig jo om noget vand, så derfor ville det ikke være rigtigt, hvis du vågnede, og jeg ikke stod parat til at give dig det.”

Abus moder gav ham et ømt kys og smilede til ham. ”Velsignet være du, min søn”, mumlede hun, imens hun tænkte på, hvor dejligt det var at have en søn som ham.

Så bad hun ham om en anden ting: ”Værelset er ret indelukket”, sagde hun. ”Vil du lade døren stå på klem, så vi kan få noget frisk luft herind?”

Endnu en gang var Abu Yazid Taifur meget omhyggelig med at gøre præcis, hvad hans moder havde bedt om. Han brugte resten af natten indtil morgenlyset kom frem, på at holde øje med at døren stod på klem, og ikke lukkede sig ved et eventuelt vindpust.

Mange år senere, da Abu Yazid Taifur var blevet ældre, fortalte han om natten, hvor hans moder havde bedt ham om to ting. Og den endte på denne måde:

”Ved morgengry”, berettede han, ”kom dét, jeg havde søgt så mange gange gennem bøn – Allah, min Herres Velbehag – ind ad den dør, jeg havde ladet stå på klem for at glæde min mor.” Abu Yazid, der var en troende muslim, en stor lærd og en gudfrygtig mand, henviste mange gange i sit liv til disse begivenheder, hvor han fortalte tilhørerne, hvor vigtigt det er at gøre sin moder tilfreds.

”Ved at behage min moder”, sagde han, ”opnåede jeg alt hvad jeg ønskede at opnå igennem alle mine forskellige tilbedelser og selvdisciplin. Det er pudsigt”, fortsatte han, ”at det som jeg en gang troede, skulle komme til sidst – at yde til min moders velbehag – skulle vise sig at være det, der kommer først!”

7

Hvordan Profeten  elskede sine børnebørn

Når den velsignede Profet  trådte ind i moskeen for at bede, var det naturligt at de folk der var derinde, kiggede efter ham. En dag så de et charmerende syn. Den velsignede Profet  kom ind med en lille pige siddende på sine skuldre. Den lille pige var Profetens ældste datter, Zainabs, datter Amama.

Den hellige Profet  førte bønnen i moskeen, imens Amama stadig sad på hans skuldre. Det var kun da han bøjede sig og knælede i bønnen, at han blidt tog hende af og satte hende på gulvet. Når han så stod op igen, tog han hende op og satte hende tilbage på sine skuldre.

Den lille Amama var ikke det eneste barnebarn, han tog med i moskeen på denne måde. En dag kom Profeten  ind i moskeen med Hassan på den ene skulder og Hussain på den anden skulder. Da han gik hen til Sahaba (** Profetens tro ledsagere) kyssede han først den ene dreng, så den anden og til sidst den første igen.

Sahaba var henrykte over denne glædescene. ”Du må elske begge disse drenge meget højt”, sagde de til Profeten  i forundring. Profeten  smilede kærligt til de to drenge. ”Åh ja, ja, det gør jeg”, sagde han til dem. ”Og dem der elsker dem, elsker også mig.”

Der var nu én mand, der følte sig utilpas, da han så Profeten  omfavne sine børnebørn.

”Jeg har ti børn”, sagde manden, der hed Aqra bin Habis, ”og jeg har aldrig kysset ét af dem.”

Han sukkede, for han vidste hvilken stor glæde i livet, han havde frataget sig selv.

”Kærlighed og barmhjertighed følges ad”, sagde den velsignede Profet . ”Og Allah er ikke barmhjertig overfor nogen, der ikke har barmhjertighed overfor andre.”

Hassan og Hussain var børn af Profetens yngste datter Fatima og Ali. Profeten  elskede dem begge højt og de bragte ham stor glæde. Han elskede at lege med dem, og han kyssede dem altid af ægte kærlighed. Den velsignede Profet  plejede at stå med spredte ben, så de to små drenge kunne have sjov med at kravle imellem dem. De elskede også at hoppe op på hans knæ og sætte sig, imens han kyssede og krammede dem.

Den velsignede Profet  plejede at lade de to drenge klatre op på hans ryg, imens han knælede i bøn, og for at de kunne sidde der længere uden afbrydelser, holdt han hovedet længere tid mod jorden. Da de var helt små, skete det, at de ladede vandet på hans tøj, men han skældte dem ikke ud. I stedet tog han noget rent vand og hældte det på sit tøj.

Hassan og Hussain kom tit til moskeen for at se deres elskede bedstefar. En dag kom de ind iført fint, rødt tøj. Da det skete, afbrød Profeten  hvad han talte med de andre om. Han gik ned fra sin prædikestol og tog de to drenge i hånden.

”Allah har sandelig sagt: Jeres børn skal være en fristelse for jer.” sagde den velsignede Profet  imens han smilede til dem.

”Kære små børn”, sagde Profeten  til drengene. ”Det er på grund af jer, at en mand kan glemme sine pligter. I er parfumen fra Allah!”

8

Tre dadler

Den velsignede Profets kone, Aisha, var en meget gæstfri person. Hun elskede at underholde sine gæster, og tilbragte glædeligt timer på at snakke med dem.

En dag kom en kvinde med sine to døtre på besøg. Aisha tog smilende imod hende og inden længe sad de i dyb snak. Men Aisha stod overfor noget svært. Hun ville gerne beværte sin gæst, men i de tider stod det meget hårdt til i Madina. Folk var tit sultne og i den hellige Profets hus blev der først tændt bål ved aftenstid. Det var svært at finde det mindste at spise, selv dadler var det småt med.

Aisha besluttede sig for at hun måtte undersøge huset grundigt, i håb om at finde noget at byde sin gæst. Værelset, hvori Aisha havde budt sin gæst velkommen, var så lille at Aishas hoved næsten ramte loftet, når hun stod op. Derfor tog det ikke Aisha lang tid at undersøge huset, og hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke havde meget at tilbyde gæsten. Hun fandt dog til sidst tre dadler, som hun gav til sin gæst, der var meget taknemmelig for dette.

Kvinden gav en daddel til hver af sine døtre og pigerne tog ivrigt imod dem. De var meget sultne, da de ikke havde fået nok at spise i flere dage. Moderen holdt en daddel tilbage, men hun spiste den ikke. I stedet holdt hun den i hånden, imens hun talte videre med Aisha.

Fordi de to små piger var meget sultne, slugte de hurtigt deres dadler. Da de var færdige begyndte de at spejde efter den sidste daddel, som deres moder holdt i hånden. Deres moder så dem ud af øjenkrogen og smilede. Hun vidste godt, hvad de ville og hvad hun skulle gøre, så hun delte den sidste daddel i to og gav dem en halv hver. 

Aisha var meget rørt over denne store kærlighed og selvopofrelse fra denne moder, og lige så snart Profeten  var kommet hjem, fortalte hun ham det skete.

”Den kvinde er sandelig trådt ind i Paradiset,” sagde den hellige Profet , ”på grund af den ømhed og omsorg hun viste sine små døtre. Allah vil vise hende barmhjertighed, fordi hun var barmhjertig mod dem.”

9

Børn har også rettigheder

En af Profetens tjenere Abu Rafe’ var en meget dygtig handels- og forretningsmand. På grund af sin dygtighed indenfor handel, havde han indtjent en stor sum penge, omkring 40.000 dirham. Men dette var meget mere end hvad Abu Rafe’ havde brug for, så han besluttede at han ville give det meste væk og han ville gøre det på en måde, der ville gøre Allah tilfreds.

Men han ville først gå til Profeten  for at bede om hans råd.

”Jeg ønsker at give alt hvad ejer væk, for Allahs skyld,” sagde han. ”Vil du acceptere det, oh Profet, og bede for mig, at jeg aldrig vil blive fattig eller lide nød.”

At være fattig eller lide nød, ja, bare at mangle de mindste nødvendigheder i livet er en forfærdelig ting, derfor var det klart at Abu Rafe’ ville undgå at komme i sådan en situation. Den velsignede Profet  mente at der var en anden måde at undgå det på.

”Giv ikke alle dine penge væk”, rådede Profeten  Abu Rafe’. ”Giv en del væk for Allahs skyld. Og glem ikke at bruge nogle af pengene på dine børn. For det at bruge penge på din familie og dine børn, er sandelig også at bruge dem, som Allah vil.”

Abu Rafe’ var noget overrasket over dette svar.

”Jeg ved, at vi som forældre har ret til at forvente at vores børn respekterer os, og vil hjælpe os, når vi bliver ældre,” sagde han. ”Men har vores børn også ret til at forvente visse ting af os, oh Profet?”

”Selvfølgelig har de det!” svarede den hellige Profet . ”Forældre skylder at give deres børn mange rettigheder.”

Profeten  begyndte så at fortælle Abu Rafe’ om disse rettigheder og det var en lang liste:

Børn har ret til at få en god uddannelse og lære om Allahs Bog. Forældre skal lære deres børn gode normer og vejlede dem, så de kan vokse op med god moral. Mennesket skal lære mange færdigheder, for at det kan færdes i samfundet, og det er en pligt for forældrene at lære deres børn disse færdigheder.

”Og endelig”, sagde den hellige Profet  til Abu Rafe’, ”skal du lære dit barn at kæmpe, så det kan kæmpe for Allahs sag.”

10

Retfærdige gaver

Bashir og hans første kone fik mange børn sammen, men desværre døde Bashirs kone. Bashir blev meget ensom efter det, så efter et stykke tid giftede han sig igen. Bashir og hans nye kone, Ûmra bint Rawaha, fik en søn sammen, som de kaldte Nu’uman. Bashir var meget glad for sin kone og alle sine børn, for de udgjorde sammen en tæt og kærlig familie.

Lille Nu’uman var selvfølgelig meget yngre end sine halvbrødre og halvsøstre, da de efterhånden var blevet store, hvor Nu’uman stadig var en lille dreng. En dag sagde Nu’umans moder Ûmra bint Rawaha til Bashir:

”Min kære mand, alle vores andre børn er nu blevet store. De er voksne nu og kan sørge for sig selv. Men Nu’uman er stadig et barn, og han behøver vores nære omsorg og opmærksomhed. Tror du ikke at det vil være en stor hjælp for Nu’uman, hvis du gav ham nogle gaver?”

Bashir syntes det var en god ide, og fordi han elskede Ûmra så højt, godtog han nemt hendes forslag. Så han skrev et dokument, hvori han tilskrev Nu’uman en værdifuld del af sine ejendele som gave. Bashir troede, at Ûmra ville være tilfreds med det, han havde gjort, men det viste sig, at hun ikke var.

”Kære mand”, sagde Ûmra til ham. ”Det er en flot gave du har givet vores søn, men tror du ikke at der skal vidner til at bekræfte dette dokument? Det kan jo være, det vil gå ud over Nu’uman i fremtiden, hvis ikke vidner kan bekræfte det.”

Hvad Ûmra virkelig ville, var at være sikker på at Bashirs andre børn ikke kunne røre ved den gave, der var blevet givet til Nu’uman. Men det sagde hun ikke. I stedet foreslog hun ham, at han skulle tage dokumentet med til den velsignede Profet .

”Hvis du beder Profeten  om at være vidne til dette dokument, så kan ingen gøre vrøvl over det senere. Jeg bliver ikke glad og tilfreds, før du har gjort det”, sagde Ûmra bestemt til sin mand.

Bashir ønskede at behage sin kone og kunne ikke lide, når hun ikke var glad, så han gik hen til den velsignede Profet , som hun havde foreslået.

”Jeg ønsker at give en gave til min søn, Nu’uman”, sagde Bashir til den hellige Profet . ”Og min kone Ûmra har bedt mig om at gå til dig. Hun vil gerne have dig som vidne til gaven, så den bliver sikret Nu’umans eje.”

Profeten  kiggede meget stift på Bashir i nogle minutter. Bashir var en god mand og en god fader, men han var måske ikke så klog og havde ikke tænkt tilstrækkeligt over, hvad han var i gang med at gøre.

”Har du andre børn udover Nu’uman?” spurgte Profeten  Bashir.

”Ja, hvorfor”, spurgte Bashir. ”Jeg har flere sønner og også mange døtre.”

”Giver du en tilsvarende gave til hvert af dine andre børn?”, ville Profeten  vide.

Bashir smilede undskyldende. ”Nej, nej”, sagde han. ”Det har jeg ikke råd til. Jeg kan ikke give hvert af mine børn lige værdifulde gaver.”

Den hellige Profet  blev temmelig bekymret over dette svar.

”Synes du ikke at alle dine børn bør være lige så gode ved dig, som Nu’uman vil være?” spurgte den velsignede Profet  Bashir. ”Tænk dig godt om i dette, Bashir!”

Bashir var ret sikker i sit svar. ”Åh jo, selvfølgelig!” udbrød han. ”Hvorfor skulle de ikke være lige så gode ved mig?”

”At være god ved andre, går begge veje,” bemærkede Profeten . ”Hvis du ønsker at alle dine børn skal være lige gode ved dig, så skal du behandle dem ligeværdigt og retfærdigt.”

I sin iver efter at gøre sin kone glad og sikre sin mindste søns fremtid, havde Bashir slet ikke tænkt på det. Han begyndte at føle sig lidt skamfuld, især fordi Profeten  havde nægtet at vidne på det dokument, han havde taget med.

”Jeg vil aldrig være vidne til nogen form for uretfærdig handling,” sagde den hellige Profet  til Bashir. ”Dit dokument er ikke retfærdigt. Måske kan du finde nogen andre til at være vidne til det, men jeg vil aldrig gøre det; kun hvis du ændrer det, så det bliver retfærdigt og rimeligt overfor ALLE dine børn og ikke kun ét af dem. Vil du gå, og tage din gave med tilbage?”

Bashir var meget flov, og da han var gået, besluttede Profeten  at kalde på Nu’uman. Drengen var meget ung, men han var en klog knægt.

”Din fader har givet dig en værdifuld gave,” sagde Profeten  til ham. ”Men fortæl mig, Nu’uman, ved du om alle dine andre søskende, har fået en tilsvarende gave?”

Lille Nu’uman rystede på hovedet. ”Nej, det har de ikke, oh Profet,” svarede han.

”Nuvel”, fortsatte Profeten . ”Tror du ikke at det vil være bedre, hvis du giver din gave tilbage?”

Nu’uman tænkte et øjeblik over det Profeten  havde sagt, og han indså, at det ikke var retfærdigt at han skulle have gaven, når hans brødre og søstre ingenting havde fået.

”Du har ret, oh Profet,” sagde drengen. ”Jeg vil give gaven tilbage, så den kan blive delt ligeligt imellem os.”

Al-Furqaan 74

Søn og datter

En mand trådte ind i moskeen og nærmede sig den hellige Profet . Han satte sig ned foran Profeten  og begyndte at snakke. Efter et stykke tid kom to af hans børn også hen til moskeen, en dreng og en pige. Drengen kom ind først og hans fader gav ham et ømt kys, satte ham på sit skød, og fortsatte så med at tale til Profeten .

Lidt efter kom hans datter ind, men da hun nærmede sig sin fader, kyssede han hende ikke og han satte hende heller ikke på skødet, som han havde gjort det med hendes broder. I stedet gav han hende tegn om, at hun skulle sætte sig foran ham og han fortsatte så sin snak med Profeten

Den velsignede Profet  blev meget bekymret over dette. ”Hvorfor behandler du ikke dine to børn lige?” spurgte han manden. ”Hvorfor kyssede du ikke din datter, som du kyssede din søn og lod hende sidde i dit skød også?”

Manden blev flov, da han hørte Profeten  sige dette. Det gik op for ham, at han ikke havde handlet imod sine børn, som han burde.

”Sønner og døtre er begge gaver fra Allah,” mindede den velsignede Profet  ham om. ”De er begge lige store gaver og derfor skal de altid behandles lige.”

Ibrahim 40

Lille Anas i tjeneste hos Profeten 

Anas Bin Maliks mor, Ûmmu Suleym, var en fattig mor. Da Anas fyldte 8 år tog hun ham i hånden, og gik hen til profeten og sagde: ”Åh Allah`s budbringert! Jeg har ikke kunne hjælpe Dem med noget. For at jeg kan være til ære for Dem, vil jeg give Anas til Dem”. Derefter gav hun Anas til profeten. Anas var et kærligt og klogt barn. Profeten lærte Anas at være en god dreng, og han elskede Anas meget højt. Nogle gange sendte Profeten Anas ind i byen. Når Anas på vej ind til byen så sine venner, begyndte han at lege med dem, at han glemte hvad profeten havde bedt ham om. Da profeten kunne se at Anas ikke kom hjem, gik han ud efter Anas. Han gik hen til Anas, som legede med sine venner. Profeten holdte sine hænder for øjnene af Anas. Anas kunne hurtigt gætte at det var Profeten Muhammad , fordi profetens hænder var så dejlige bløde og duftede vidunderligt. Anas svarede straks: "Åh, det er Dem, Allah`s profet”, og sprang straks ud for at tage ind i byen, som profeten i starten havde bedt ham om. 

Hazreti Anas fortæller: "Jeg har boet hos profeten i ti år. I de ti år har profeten aldrig sagt, hvorfor har du gjort det?? Og de ting som jeg ikke har gjort, har profeten aldrig sagt, hvorfor har du ikke gjort det? Han skældte mig aldrig ud." Sådan var vores profets Muhammad opførsel. (kilde:Sahih imam muslim) 

Et forældreløst barns tårer! 

En dag var en mand på vej hjem efter Aid-bønnen. På gaderne kunne han se glade og lykkelige børn lege. Men blandt de mange lykkelige børn, var der et barn som sad i et hjørne og græd og græd. Manden gik hurtigt hen til barnet og spurgte ham hvorfor han græd, og ikke legede med de andre børn. Drengen, som hed Zayd, svarede: ”Alle har en far. Deres far har købt dem pæne aid-tøj. Men jeg har ikke en far eller en mor”, sagde Zeyd. Manden tog Zayd i hånden og tog ham med til et marked . På markedet købte manden alt hvad Zayd ønskede sig. Den lille Zayd som græd før, sad og grinte nu. Nu legede han også med de andre børn, og oplevede glæden og lykken ved den særlige dag - Aid.

Slik i forskellige farver 

Min far hældte vand ned i en balje og vaskede sit ansigt. Derefter trak han et stort lommetørklæde ud af lommen og tørrede sit ansigt. Han tog sin jakke om skulderen, og ordnede sit hår. Han trådte stille ind i stuen og sagde: - ”Nåh, så du har fået 13-tal i islam undervisning”, spurgte han. - ”Og endda en flot bemærkning”, sagde han. Han tog en håndfuld slik ud af lommen og gav dem til sin søn. Dem havde han fortjent, efter flotte karakterer. Slikkene var pakket ind i forskellig farvet slikpapir. Hvide, gule, brune, og røde papirer. Men slikket havde samme smag uanset deres papirfarve. Ligesom hans lærer havde fortalt engang. En dag havde hans lærer taget hans penalhus og lagt det på sit bord. Nu skulle eleverne forestille sig at penalhuset var Kaba`en i Mekka, der har formen som en terning. Rundt omkring penalhuset lagde deres lærer de forskellige farvede slik. Slikkene skulle forestille muslimerne der lavede tavaf rundt om Kaba`en. Men som eleverne kunne se var slikpapirerne af forskellige farver. Eleverne skulle forestille at de hvide slikpapirer var fra Tyrkiet, de brune slikpapirer fra Afrika, de gule var kineser og de røde slikpapirer skulle forestille Australiere. Men i bund og grund er de alle muslimer. De deler den fælles tro, Islam. Det er også grunden til at muslimerne mødes ved Kabaen. De viser søster- og broderskab til omverdenen ved at mødes ved Kabaen. Så spurgte eleven, Osama, om hudfarverne ikke havde en betydning. Derefter samlede læreren slikkene på bordet og rakte dem til Ali, og sagde at han skulle spise slikket. Læreren havde smil på læben. Osama tog genert imod slikket og begyndte at spise det. Læreren spurgte om noget af slikket var surt eller stærkt i smagen. Det var der ikke. Så fortalte læreren: ”Så i virkeligheden har hudfarve ingen betydning. Så længe slikkene giver et sødt smag er det ligegyldigt med slikpapirernes farver. Det samme gælder mennesker. Så længe vi er muslimer spiller vores race og hudfarve ingen rolle. Vi er alle brødre og søstre i Islam”. 

Den ødelagte tallerken. 

Maryam var et forældreløst barn, både hendes mor og far var døde. Den stakkels pige, som ikke havde nogen familie, arbejdede som tjener hos en ond kvinde. En dag sendte den onde kvinde Maryam ind i byen for at købe smør. På vej hjem tabte den lille tjener, Maryam, smørret og tallerknen og ødelagde den. Da begyndte Maryam at græde. En kvinde så den grædende Maryam, hun gik straks hen til hende og spurgte hvorfor hun græd. Maryam svarede: ”Jeg arbejder som tjener hos en ond kvinde. Hun har et hård hjerte og er meget ond. Hun sendte mig ind til byen for at købe smør, men jeg kom til at tabe tallerknen så den gik i stykker. Og hvis jeg tager hjem nu, vil de slå mig, det er derfor jeg græder”  Efter at kvinden havde hørt om den onde kvinde og smør-tallerknen, købte hun en ny tallerken. Hun gav tallerknen til Maryam, og sagde at hun ikke skulle græde. Men Maryam græd stadig. Kvinden spurgte hvorfor hun græd denne gang. Maryam svarede: ”Åh søster, nu vil den onde kvinde slå mig, fordi jeg er kommet sent hjem”. Kvinden tog Maryam i hånden, og tog med Maryam hjem til den onde kvinde. Kvinden havde fortalt den onde kvinde, hvad der var sket med smørtallerknen. Kvinden som havde hørt om smørtallerknen og den fremmede kvinde der var kommet til hendes dør og hendes gode gerning, ændrede den onde kvinde fra at være ond til en sød kvinde. Den onde kvinde var blevet muslim, fordi hun havde været dybt rørt over den gode kvindes hjælpsomhed, overfor Maryam.  

Hassan & Ahsan 

Ahmad og Aysha havde to tvillingebørn ved navn; Hassan og Ahsan. Når Ahsan kom hjem fra skole lavede han hurtig sine lektier. Om aftenen gjorde han sin taske klar til næste dag. Han pakkede sine skoleting ned, som han havde brug for i de timer han havde næste dag. De dage han havde gymnastik sørgede han også for at pakke sin gymnastikstøj ned. Men Ahsan var en modsætning til Hassan. Fordi det meste af Hassans fritid fandt sted foran fjernsynet, og når han blev træt, sad han og spillede computerspil. Hassans situation bekymrede hans mor meget. Moren kunne ikke ændre sin søn med hendes gode råd. En dag sagde hun til Hassan: ” Hvis du fortsætter på denne måde og ikke foretager dig noget udover at spilde din tid, vil du dumpe i klassen. Du vil dumpe imens din bror, Ahsan, vil komme videre”. Det passede hvad moren havde sagt til Hassan. I slutningen af skoleåret kom Ahsan hjem med et flot karakter resultat. Hvorimod Hassan havde fået så dårlige karakterer, at han flovede sig over at vise dem til nogen. Nu spørger jeg jer: Grunden til at Hassan dumpede, var det fordi hans mor havde sagt at han ville dumpe? Eller skyldes Hassans dumpning hans skæbne? Ond skæbne sker ikke, hvis Skaberen ikke har skrevet det.

Her er nogle råd til jer børn!

• Begynd aldrig med at spise eller drikke uden at have sagt: Bismilla hirrahman hirrahim.

• Husk at sige Alhamdulillah efter mad og drikke.

• Husk at være i et godt humør.

• Pil aldrig næse.

• Når du hoster eller nyser, så husk at vende dig om, samtidig med at holde for munden med din venstre hånds bagside.

• Pil ikke dine tænder for madrester blandt andre mennesker.

• Grin ikke af unødvendige ting.

• Gør dig ikke selv til grin foran andre mennesker, for at få dem til at grine.

• Tal lidt og i stedet, lyt meget.

• Lyt til din far, mor, imamer og lærere.

• Spis dine måltider til tide.

• Sov til tide og stå op til tide.

• Husk at vaske hænder før- og efter maden.

• Lad være med at fylde din mave for meget med mad.

• Husk at være ren i neglene og i håret.

• Spis ikke andres ting uden at have fået lov.

• Lad være med at kigge på hinandens private steder på kroppen om I kun er piger eller drenge.

• Lad være med at lyve.

• Vær en god lytter overfor dine kammerater, når de taler.

• Ting som du har lovet at passe for din ven/veninde, husk at passe godt på dem.

• Lad være med at skændes eller slås.

• Lad være med at forstyrre dine naboer eller andre mennesker rundt omkring dig.

• Lad være med at tale for højt, sådan så det forstyrrer folk omkring dig.

• Lad være med at bruge tingene på din skole, uden at have spurgt om lov. .

• De ting du har lånt, husk at aflevere dem til tide og sige: tak for lån.

• Huske at holde det du lover.

• Mød til tiden i skole. Gå ind i klassen før det ringer, og inden din lærer kommer ind.