Sahaba

Abuu Bakr as-Siddiiq - Den første Kalif (Khaliif)

Abuu Bakr As-Siddiiq kommer fra den højt respekterede stamme, slægt Qabiilat Tamiim. Abuu Bakrs far hedder Âuthmaan bin ‘Amr, men blev kaldt Abuu Qahaafa. Hans mor hedder Salma bint Såkhar bin Âamr, men blev kaldt Umm-l Khaar, som betyder ‘moderen af det gode’. Vi ved ikke hvorfor at Abuu Bakr, blev kaldt Abuu Bakr, for han havde ingen søn, der hed Bakr, men nogle Ûlama (lærde) siger, at det måske er fordi at han var den første mand, der konverterede til Islam. Bakr kommer fra ordet Bukra, som betyder ‘det første man vil gøre i morgen’ (Abuu betyder far). Abuu Bakr arbejdede som handelsmand. Han rejste til forskellige lande og handlede for det meste med tøj. Han var kendt under altid at være meget ærlig, hvor mange handelsmænd dengang snød hinanden for at tjene flere penge. Qurajs stammen respekterede Abuu Bakr meget. Når han sagde noget, forblev alle tavse og hørte på ham. Det var Abuu Bakr, der vaskede de dødes legemer og det var også ham, der blev betroet af folk, at betale bodspenge for dræbte til deres familier. Abuu Bakr var en oprigtig og trofast mand og alle mennesker havde stor tillid til ham. Abuu Bakr kendte hele sin slægt ved navn uden ad. Det var dengang nogen der var en stor ære i at kunne. Det gav en mere respekt. Går man langt tilbage i Abuu Bakrs slægt, vil man se at han er beslægtet med Profeten Mohammed Abuu Bakr gik også op i digte og huskede mange udenad. Abuu Bakr har aldrig drukket Khamr (vin - spiritus). Han havde altid syntes,  at dem der drak var uansvarlige og dumme. Abuu Bakr afskyede også de statuer, som folk tilbad og han syntes at Qurajs stammen var latterlige i at tro på nogle statuer, der intet kunne frembringe. Så hvordan kunne de være guder? Han sad altid i selvskab med tre mænd, der alle troede på én Gud, Allah. (De havde kendskab om Allah (SWT) fra Ibrahim (AS)). Abuu Bakr hørte meget på de tre mænd og de fortalte Abuu Bakr, at der ville komme en profet. Abuu Bakr tænkte meget på, hvornår denne profet ville komme. Abuu Bakr og Mohammed blev gode venner (dette var før at Mohammed blev Profet). Abuu Bakr fandt at Mohammed heller ikke var ligesom Qurasj folkene, at også han afskyede statuerne og deres dårlige traditioner. Mohammed kunne som bekendt godt lide at tilbringe sin tid i hulen Ghaar Hira, (det var der, han fik sin første åbenbaring) og fundere over meningen med livet. Dette respekterede Abuu Bakr meget. Mohammed blev også kaldt Al-Amiin, den Sandfærdige.

De blev meget nære venner efter Mohammed giftede sig med Khadidja (RAA), da Abuu Bakr og Khadidja jo arbejdede i samme branche som handelsmænd. De kom derved også til at bo tættere på hinanden.

Profeten Mohammed har sagt, at når han fortalte nogen om Islam, skulle de altid tænke det igennem, før de konverterede, men Abuu Bakr konverterede, som den eneste direkte uden overvejelser. Det første Abuu Bakr gjorde, da han konverterede til Islam, var at gå til de højeste mænd indenfor Qurajs og han bragte da fem konvertitter til Islam. Disse fem mænd hjalp sammen med Abuu Bakr as-Siddiiq, gav meget støtte til Profeten .

Da Profeten Mohammed havde været på Al-Maraj (den natlige Himmelrejse), fortalte han det til folk men Qurajs stammen grinede bare af ham. De sagde i spot, at det tog dem to måneder at rejse til Al-Quds (Jerusalem), og nu kom så èn mand og sagde at han har været i Al-Quds på en nat. Da Abuu Bakr hørte dette sagde han til Qurajs, at alt hvad Mohammed har sagt er sandt. Abuu Bakr havde hørt Profeten fortælle folk, hvad han havde set i Al-Djinna. Nogle folk spurgte ham, hvordan vejen til Al-Quds så ud og han svarede hvad han havde set og for hver gang bekræftede Abuu Bakr det. Han havde selv været på den tur. Profeten var meget glad for den støtte og opbakning, som Abuu Bakr gav ham og ligesiden kaldte han ham altid Abuu Bakr as-Siddiiq (den der altid fortæller sandheden.)

Allah (SWT) valgte Abuu Bakr as-Siddiiq til at være Profetens nære ven, da han altid støttede ham fuldt ud og aldrig lod ham i stikken. Han opfordrede altid Profeten til det bedste. Abuu Bakr beskyttede også altid Mohammed overfor Kufaar (vantro). Der var en dag, hvor Abuu Bakr blev slået bevidstløs af Qurajs folket, fordi han altid beskyttede Mohammed og talte højt om Islam. Han blev fundet og båret hjem og det første han sagde, da han slog øjnene op var: "Er der sket noget med Mohammed ," hvortil folk svarede at han havde det godt, men han insisterede på at se ham, selvom han slet ikke var i stand til at gå. Dette beviser hvor meget han tænkte på Rasuul og hans velbefindende, mere end han tænkte på hans eget.

 Abuu Bakr var den, der fulgtes med Profeten Mohammed på al-Hidjra fra Makka til Madina. Han var meget rørt og glad over at Allah, den Barmhjertige havde valgt ham til at være hans ledsager. Abuu Bakr sørgede for det hele, deres transport og proviant. Da de gemte sig i hulen, Ghaar Thawr, var det Asma (RAA), Abuu Bakr’s datter, der bragte dem mad hver dag og Abuu Bakr’s søn Âbdullah, der gav dem informationer om Qurajs. De sørgede begge for at slette deres spor efter dem, når de gik til og fra hulen. Da Abuu Bakr og Mohammed kom til hulen, bad Abuu Bakr Profeten om at vente udenfor, og han gik ind i den mørke hule alene og undersøgte den for farlige dyr. Først derefter lod han Mohammed komme ind. Qurajs stammen ville ikke lade Profeten og Abuu Bakr drage til Madina, så de ledte efter dem overalt, for at slå dem ihjel. Og da de kom til hulen, hvor de sad, så Qurajs at en edderkop havde lavet et stort edderkoppespind for huleåbningen og en due lå på sin rede ved siden af. De tænkte at ingen kunne være derinde, men faktisk er det sådan, at havde de bare kigget ned ved deres fødder, så havde de set dem, men Allah, den Almægtigeste tillod ikke dette. Abuu Bakr var meget bange i de sekunder, men Mohammed sagde at Allah (SWT) var med dem: "Og hvis I ikke vil hjælpe (Profeten), så (vid), at Allah allerede hjalp ham, da de vantro drev ham ud, som den anden af to, da de begge var i hulen. Da sagde han til sin fælle: Sørg ikke, thi Allah er med os. Og Allah sendte sin fred ned over ham og styrkede ham med hærskarer (af engle), som I ikke så, og ydmygede de vantros ord. Og Allahs Ord er (alene) det Ophøjede. Og Allah er Almægtig, Alviis." Der er et meget smukt hadith, der beretter om, at da de vandrede på Hidjra, gik Abuu Bakr nogle gange bagved Profeten , andre gange foran ham, nogen gange ved hans venstre side og andre gange ved hans højre side. Da Profeten spurgte ham hvorfor han gik på den måde, svarede Abuu Bakr, at nogle gange kom han til at tænke på at måske ville Qurajs komme bagfra for at dræbe Profeten Så gik han bag Profeten for at beskytte ham, men så tænkte han, at det kunne også være at de kom forfra, hvor han så gik foran ham, men så tænkte han at de måske kom  fra siden, hvor han så gik ved hans sider. Abuu Bakr var meget beskyttende for Profeten

Abuu Bakr hjalp altid Mohammed i krigene. Mohammed stolede meget på Abuu Bakr, og gik tit efter hans meninger og råd. Allah (SWT) viste tre gange i Profetens drømme Aishas (RAA) ansigt. I den ene drøm kom Gabriel (AS) med en metalpakke til Profeten , som han åbnede og der så han Aisha’s ansigt indeni. Det var selvfølgelig et tegn til Profeten om at han skulle gifte sig med Abuu Bakrs datter Aisha (RAA). De blev gift direkte efter slaget ved Badr i det andet år af al-Hidjra.

Da Profeten Mohammed og Sahaba i det sjette år af al-Hidjra begav sig til Makka for at lave Ûmra, blev de nægtet adgang til Kabaen af Qurajs stammen. Sahaba blev meget vrede. De spurgte hvorfor var de rejst så langt, bare for at vende tilbage igen. Kun Abuu Bakr as-Siddiiq bevarede roen sammen med Profeten . De satte sig sammen med Qurasj-folket ved Salh Hudaibah*), hvor de lavede en 10-års fredsplan. De fleste punkter faldt til Qurajs’ fordel. Men muslimerne blev nægtet at lave Ûmra dette år og måtte vente til det næste år. Da Profeten var på sin eneste Hadj, Hadjat Al-Witr, gav han en prædiken, hvor han sagde Surat An-Nasr: "Idhaa Djaa An-Nasrul Lahi Wal Fath…", "Når Allahs Sejr og hjælpen kommer…" Ved dette begyndte Abuu Bakr at græde. Folk forstod ikke hvorfor han græd, men han selv vidste at det betød, at Profeten Mohammed snart ville dø. Da Profeten begyndte at få feber før sin død og ikke var i stand til at lede bønnen, bad han Aisha (RAA) og Hafsa (RAA) om at fortælle Abuu Bakr, at han skulle være Imam. De foreslog begge at Ûmar bin Al-Khattaab kunne være det, da Abuu Bakr havde en meget lav stemme, men han insisterede på at det skulle være Abuu Bakr . 4 dage før Profetens død, holdte han en tale, hvor han sagde, at der var en, der havde fået et valg mellem noget godt eller at blive og at han havde valgt det gode. Igen begyndte Abuu Bakr at græde og han sagde, at de ville give ham (Mohammed ) deres børns liv og deres eget liv og deres forældres liv. Folk forstod igen ikke hvorfor Abuu Bakr reagerede, som han gjorde, men han vidste at det betød, at Profeten havde fået et valg om at blive i livet eller at vende tilbage til hans Herre, hvor han havde valgt det sidste. Dagen hvorpå Profeten Mohammed døde ledede Abuu Bakr Fajr (morgenbønnen), da Mohammed kom gående hen imod dem. Da de bedende så ham, ville de vende sig hen imod ham (at han skulle være Imam), men han gjorde tegn med sin hånd om, at de skulle blive i den retning de stod i. Da han kom hen til Abuu Bakr ville Abuu Bakr lade ham lede bønnen, men han lagde hånden på hans ryg (til at han skulle fortsætte). Profeten stillede sig bag ved Abuu Bakr. Folk troede at Profeten havde fået det bedre, da han var kommet til bønnen og Abuu Bakr tog derfor hen til sin familie, for at se hvordan de havde det. Men Profeten døde før Dhoherd den dag. Abuu Bakr blev hentet og fortalt at Mohammed var død. På sin vej hen til Profetens hus, hørte han Ûmar bin al-Khattab, råbe og sige til folk, at han ville skære benene over på dem, der sagde at Mohammed var død (han var i chok). Abuu Bakr fortsatte videre uden at sige noget. Da han kom til Âishas hus, hvor Profeten lå, begyndte han at græde og han tog om Profeten og talte nogle smukke ord til ham. Han sagde blandt andet: "Du havde den dejligste duft i livet og du har den samme dejlige duft, som død." Ûmar bin al-Khattab råbte stadig og nu råbte Abuu Bakr til ham, at han skulle stoppe. Abuu Bakr sagde til Ûmar at Profeten Mohammed var død, men Allah, den Uendelige ikke var død. Han vil leve for evigt. Abuu Bakr holdte en tale ved Saqiifata bani Saâidah, hvor han sagde at de skulle finde en efterfølger, der skulle styre landet efter Islams love. Abuu Bakr sagde til Ansar-folket, at hvis nogen fortjente at være Kalif, så var det dem, men at det skulle være en Muhadjidiin (en der var konverteret til Islam i de første år af Islams udbredelse og mange fra Ansar-folket var konverteret længere tid efter og havde dermed ikke nok erfaring). Han sagde til dem at ‘vi er prinser og I er ministre’. Dette fik al hovmodighed og jalousi væk fra folk og de accepterede alt hvad Abuu Bakr sagde. Han sagde videre, at det enten skulle være Abuu Ubajda eller Ûmar bin Al-Khattab der skulle være efterfølger, men Ûmar tog Abuu Bakrs hånd og rakte den i vejret og sagde at han (Abuu Bakr) skulle være den første kalif. 

Abuu Bakr som kalif

Umar undskyldte overfor folket, for at han ikke havde bevaret roen da Profeten døde, og han sagde at Abuu Bakr var den rette efterfølger. Abuu Bakr holdte en Khutba (tale) hvor han sagde: "Jeg er lederen, selvom jeg ikke er den bedste blandt jer. Hvis jeg udfører noget godt, skal I hjælpe mig og hvis jeg laver Zaiat, skal I lede mig på den rette vej. Den ærlige er den, man kan stole på og løgneren er bedrageren. Jeg vil hjælpe den fattige og den rige. Den der vender sig fra Jihad, vil Allah nedgøre. Hvis der blandt noget folk ses tegn på Fahisja (store synder som Zina (hor), stjæle osv.), vil Allah straffe dem - Bala’ (ved sult, fattigdom osv.) Adlyd mig hvis jeg adlyder Allah og adlyd mig ikke, hvis jeg ikke adlyder Allah. Rejs jer op så vi sammen kan bede." Dette viser hvor ærefuld Abuu Bakr var. Han var nu blevet valgt af folket til at være Kalif, men han følte sig ikke bedre end andre. Han følte sig ikke ophøjet eller mere værd, fordi han var blevet valgt af folket. Tværtimod så gjorde han præcis det samme, som han hidtil havde gjort. Han tog stadig hen i moskeen hver morgen, hvor  han rensede gulvet med hans hænder og han sørgede stadig for at se til hans folk hver dag og han gik med det samme tøj, som han plejede. En dag da han gjorde rent i moskeen, kom en pige hen til ham og spurgte om han nu, efter at han var blevet kalif, ikke længere ville komme hjem til dem og lave dej mere. Det var en fattig alenemor med børn, der ikke havde noget at give hendes børn, men Abuu Bakr kom hver dag og lavede brøddej til dem. Abuu Bakr svarede hende at han ville komme med det samme. Før Profeten Mohammed døde, dannede han en hær, hvor han valgte den kun 18-årige Osama bin Zajd, til at være hærlederen. Osama var en stærk og dygtig mand, og Profeten var ligesom hans farfar til ham. Han havde altid passet på ham. Osama blev derfor kaldt al-habbu bin al-habb, den kære af den kære. Folk forstod ikke hvorfor Profeten Mohammed havde dannet denne hær og forstod heller ikke, hvorfor han havde valgt den unge dreng til at være lederen, men Profeten havde svaret at han ville bevise for dem, at han var den rette. Efter Profetens død begyndte romerne at kæmpe mod muslimerne. Abuu Bakr ville sende hæren ud for at kæmpe mod romerne, men ingen støttede hans ide. De sagde at der var brug for hæren i Madina mod alle de landsbyfolk, der var blevet vantro. Men Abuu Bakr blev vred over deres reaktion og sagde at han ville fortsætte, hvad Profeten Mohammed var begyndt på. Alle de slag de havde med den hær blev succesfulde. Folk forstod nu, hvorfor Mohammed havde dannet den hær. Abuu Bakr tænkte selvfølgelig også på beboerne i Madina, så han tog nogle stærke mænd og stationerede dem forskellige steder. Nogle i moskeen og andre i udkanterne af byen. Efter tre dage kom der angreb fra landsbyerne, men de blev meget overraskede over at se, at folk allerede ventede dem. De blev slået og nærede derefter stor frygt og respekt for Abuu Bakr.

Efter Profetens død, begyndte mange folk begyndte at kalde sig profeter. Allerede da Profeten Mohammed levede var der nogle, der mente at de var profeter. Fire af dem, der sagde at de var profeter var: Musajlima Al-Kadhaab, Al-Aswad Al-Ânsi, Tulaiha og en kvinde Sadjaah. De var alle ledere for deres stamme eller slægt eller andet. I landsbyerne var der stadig nogle, der var muslimer, men de blev slået ihjel af dem, der var gået væk fra Islam. Og mange ville ikke længere betale zakat. Abuu Bakr ville slå dem ihjel, men Ûmar bin al-Khattab og Sahaba sagde, at han kun måtte slå de vantro ihjel, ikke dem der nægtede at betale zakat (der er et hadith, der siger at en broder ikke må slå en anden broder ihjel). Abuu Bakr sagde at han ville slå dem ihjel, der gjorde forskel på salat og zakat. Før nogen blev slået ihjel, blev de altid advaret først og spurgt hvis de ønskede at vende tilbage til Islam, og hvis de ikke ønskede det, ville de blive bekæmpet. Ved de vantro slog han det samme antal ihjel, som de havde slået muslimer ihjel. Det ville blive en svær og hård kamp for muslimerne, da der var mange landsbyer og mange var blevet vantro. Abuu Bakr lavede 11 grupper, hver med en leder, og han stationerede dem forskellige steder. Abuu Bakr selv blev i Madina som kontrolmand. Hvis en leder ville noget, skulle han hver gang meddele det til Abuu Bakr først. Abuu Bakr havde organiseret det på en meget intelligent måde og allerede efter et år var alle muslimer. Abuu Bakr var meget god til at organisere ting. Det var også Abuu Bakr, der åbnede Irak og Bilad asj-Sjaam (Jordan, Syrien, Palæstina og Libanon) for Islam. Alle i Irak blev muslimer og næsten alle i Bilad asj-Sjaam konverterede også til Islam. 

Abuu Bakr fortsatte stadig som handelsmand efter han var blevet Kalif, men han stoppede, da han ville give sig helt og holdent til arbejdet som Kalif. Folk gav ham nu underhold, da han ingen penge tjente. Abuu Bakr sad altid det samme sted i moskeen, hvor Profeten Mohammed havde siddet og det var altid ham, der gav Khutba. Abuu Bakr gik hver nat ud for at se til hans folk, om de manglede noget. Der var en blind kvinde, som altid havde sit hjem rent og aldrig manglede mad. Ûmar bin al-Khattab spurgte hende, hvem der hjalp hende. Hun svarede at en mand kom og hjalp hende hver dag. Ûmar ventede en morgen ved hendes hus, for at se hvem, det var der hjalp hende og han så at det var Abuu Bakr der kom. Ûmar sagde til Abuu Bakr, at det selvfølgelig måtte være ham. Abuu Bakr købte vintertøj til enker, børn og fattige og han gjorde altid rent i moskeen. Abuu Bakr har aldrig haft nogen tjener for ham. Han havde to koner og tre døtre: Asma, Âisha og Umm Kalthuum og to sønner: Abdullah og Abdel Rahmaan. I en krig døde 39 mænd, der alle huskede noget fra Koranen. Ûmar bin Al-Khattab tænkte at hvis der i én krig døde 39 mænd, der huskede noget fra Koranen, hvad ville der så blive af Koranen senere. Han fremlagde det for Abuu Bakr og Abuu Bakr beordrede Sajidu bin Thaabit at samle skrifterne. Hvert aya skulle have to vidner. Men al-Ahzaab aya 24 havde kun et vidne, Khusajma bin Sajiid Al-Ansari: "Blandt de troende er der mænd, som har været tro mod den pagt, som de havde sluttet med Allah. Blandt dem er der dem, som har opfyldt deres løfte, og blandt dem er der dem, der venter (på at kunne opfylde det), og de har ikke forandret sig det mindste." Det var jo et problem, da hvert aya skulle bekræftes af to, for at det ville blive nedskrevet. Men så kom Sajidu i tanke om, at Profeten Mohammed havde sagt, at Khusajmas vidneudsagn gjaldt for to. Det kom sig af, at Mohammed en gang havde lånt nogle penge fra en jøde, hvorefter han betalte ham tilbage igen. Men jøden kom igen til Mohammed og sagde, at han ikke havde fået pengene. Mohammed sagde, at han havde betalt dem, men jøden sagde, at han ingen vidner derpå. Khusajma overhørte deres samtale og han gik hen til jøden og sagde, at han havde været vidne til at Profeten havde betalt. Jøden gik. Mohammed spurgte Khusajma, hvordan han kunne sige at han havde været vidne til det, da Profeten havde været alene med jøden den dag. Khusajma sagde til Profeten : "Hvis jeg tror på hvad du fortæller mig fra himlen, vil jeg så ikke også tro på, hvad du siger fra livet?" Efter dette sagde Profeten Mohammed at  Khusajmas vidneudsagn gjaldt som to mænds. Og så blev hele Koranen samlet. 

Abuu Bakr tog en dag bad, hvor det var meget koldt og han fik feber i 14 dage. Han vidste at hans tid, var ved at være nær, så han tænkte på hvem, der skulle efterfølge ham som kalif. Han valgte Ûmar bin Al-Khattab. Han skrev det ned og fortalte det til Ûmar. Ûmar sagde til ham, at hvis han havde beordret ham at dø, ville det vær en nemmere opgave for ham.

Abuu Bakr  gav alle de folk, der havde givet ham penge deres penge tilbage. En gård som Abuu Bakr havde fået af Profeten , gav han til sine børn. Abuu Bakr døde 13 år efter al-Hidjra den 21. i måneden Jamad al-Akhar. Han blev 63 år gammel. Han ligger begravet ved siden af Profeten Mohammed i Madina .

 

Må Allah, den Højeste, være tilfreds med ham og hans store arbejde som kalif.

*)Salh Hudajbah

Det var en fredsaftale, som muslimerne lavede med Qurajs.
Der var en del punkter i denne aftale og de fleste faldt til Qurajs' fordel, men muslimerne accepterede den alligevel.
Nogle af punkterne var:

Der skulle fred imellem dem i 10 år.
Men Qurajs kunne imidlertidig ikke holde denne 10-årige fred.

Muslimerne blev bedt om at vende tilbage til Madina uden at komme ind i Makka og foretage Hadj. De skulle vente til næste år.

Folk fik en fri vilje til at bestemme, hvem de ville tilhøre. Om de ville blive hos Qurajs eller blive muslimer.

Men dem der valgte at gå til Profeten Mohammed uden først at have fået tilladelse fra Qurajs, skulle Profeten sende tilbage, hvorimod hvis nogen ønskede at gå til Qurajs, skulle de ikke sendes tilbage.

Fredskontrakten var på mange punkter uretfærdig overfor muslimerne, men de godtog den. Den gjorde også meget godt, da muslimerne nu havde fred til at forkynde om Islam, hvilket gjorde at mange blev muslimer.

 

Omar ibn al-Khattab,

Omar ibn al Khattab, må Allah være tilfreds med ham. Født 40 f. H. i Mekka. Fra 'Adi stammen (en del af Quraish). Før islam Abu Hafs. Hans forfædre og profeten Mohammads forfædre , var fælles.

Blev som en af de få på sin tid givet uddannelse som barn og ung. Kunne læse og skrive. Var en god bueskytte, en trænet soldat og dødeligt farlig med sit sværd. Stærk, høj og sund af bygning, modig og kæk i sin adfærd. Hans fjender blev skrækslagne blot hans navn blev nævnt. En dygtig taler, som i en ung alder blev officiel talsmand for klanerne i Mekka. Havde en stor sans for retfærdighed og selv de fattigste og socialt lavest placerede kunne nemt få ham i tale.

Da Omar var 27 år, begyndte Mohammad at tale til folk om Islam. Omar blev en svoren fjende af denne nye tro og bankede lystigt muslimer blå og gule. Men da han ikke kunne banke Islam ud af dem, besluttede han sig for en dag at dræbe Mohammad, På vej hen til Mohammad . mødte han Na'im ibn Abdullah, som spurgte ham, hvor han skulle hen. Han svarede, at han skulle hen for at dræbe den mand, som "skabte splittelse imellem Quraish folk, som degraderede idolerne og kastede skam over deres guder.". Naim ibn Abdullah sagde: "Omar, din egen søster Fatima og hendes mand Said bin Zaid er muslimer. Hvorfor rydder du ikke op i din egen familie, før du dræber profeten ?"

Omar blev rasende og gik imod søsterens hus, hvor hun og hendes mand fik undervisning af Khabbab ibn al-Aratt, må Allah være tilfreds med dem alle. Da Omar kom ind, blev alle stille. Siderne fra Qur'an blev hastigt gemt. Omar skældte dem ud og sagde, at han udmærket vidste, at de var blevet vantro. Søsteren svarede: "Skal vi da ikke tage sandheden, hvis vi finder den i noget andet og ikke i vores fædres tro?" Omar ville slå hendes mand, men hun kom imellem og fik et slag, så blodet løb ned ad hende. Alligevel sagde hun: "Vi er muslimer, vi tror på Allah og Hans profet. Gør hvad du vil, men intet kan få os væk fra Den rette Vej!"

Omar blev roligere, satte sig ned og tænkte og følte skam over at have slået sin egen søster. Han bad om at få at se, hvad de havde læst, men fik af sin søster at vide, at så skulle han vaske sig først, for ingen skal røre al-Qur'an ud over de rene. Da Omar havde vasket sig, fik han begyndelsen af surat TaHa at se. Da han havde læst denne text fra surah TaHa, erklærede han sig øjeblikkeligt muslim.

Kort tid efter gik Omar hen til profetens hus, fred være med ham. Da han nærmede sig, gik rygtet, at Omar kom med sværdet i hånden. Der var nogen uro og frygt, men Hamza, må Allah være tilfreds med ham, sagde, at de blot skulle lukke ham ind. Hvis han kom med gode intentioner, var alt i orden, og hvis han kom med ond hensigt, ville Hamza personligt hugge hovedet af ham. Omar blev lukket ind og erklærede sig muslim. Ekkoerne af Allahu Akbar rullede imellem bjergene i øjeblikkene efter. Profetens bøn om at Allah skulle lade den ene af de to Omar'er komme til Islam var blevet hørt. Den anden var Abu Jahl (Amr ibn Hisham, som var hans navn).

Ka'ba var i idoltilbedernes hænder, og de havde forbudt muslimerne at bede i det hellige hus. Men alligevel gik Omar sammen med få af de modigste af muslimerne derhen og bad åbenlyst for at slå fast, at muslimer beder, hvor de vil. Profeten var meget glad for Omars store mod og styrke til Islam og gav ham tilnavnet Faruq - den som skelner mellem sandt og falsk.

Efter etableringen af det islamiske samfund i Medina, kom muslimerne til den første moské på tilfældige tidspunkter, og Omar foreslog, at der skulle kaldes til bøn. M. accepterede dette, og Bilal blev udnævnt som den første Muazzin, . Man kan finde denne fortælling gengivet på mange steder, og ofte bliver det fortalt, at Omar første gang så kaldet til bøn i en drøm. Han havde også andre "syner" eller oplevelser, hvor han modtog vejledning, som på det nærmeste må karakteriseres som en slags åbenbaring.

I slaget ved Badr, hvor hele Omars klan kæmpede sammen med ham, slog han sin egen onkel på mødrene side ihjel, fordi denne ville dræbe muslimerne. Selv blodets bånd var ikke stærke nok til at fjerne Omars loyalitet overfor profeten Mohammad og Islam.

Efter profetens død, da der var diskussion om, hvem der skulle være leder af samfundet, var stemningen så ophedet på et tidspunkt, at det var på nippet til at blive slagsmål. På dette tidspunkt foreslog Omar, at Abu Bakr skulle være kalif, og svor selv på stedet troskab overfor ham som leder af samfundet. Flere andre prominente muslimer fulgte umiddelbart efter i dette løfte, og Omar vendte stemningen til en enighed på et øjeblik. Abu Bakr overdrog ham titlen, da han selv var ved at dø.

Omars åbningstale som kalif:

Mit folk. I har nogle rettigheder fra mig, som I altid kan kræve. En af jeres rettigheder er, at hvis nogen af jer kommer til mig med et behov, skal han forlade mig tilfreds. En anden rettighed er, at I kan kræve af mig, at jeg på intet tidspunkt tager noget af statens ejendom til mig uretmæssigt. I kan også kræve, at jeg styrker jeres forsvar af landet udadtil og ikke udsætter jer for fare. Og det er jeres ret, at hvis I går ud for at kæmpe for statens skyld, skal jeg tage vare på jeres familier som en kærlig fader, medens I er væk. Mit folk, vær altid opmærksomme på Allah, tilgiv mig mine fejltagelser og hjælp mig i min gerning. Hjælp mig til at tilskynde til det gode og forbyde det onde og rådgiv mig vedrørende de forpligtelser, som Allah har pålagt mig."

Da Omar blev kalif var muslimerne under angreb fra både romerne og perserne. To store imperier. Derfor blev Omar nødt til fra første færd at kæmpe for opretholdelsen af sin stat. Under Omar blev meget store områder lagt under islamisk styre. Blandt disse både det romerske og det persiske imperium.

Da Jerusalem blev indtaget, rejste Omar med en tjener fra Medina, for selv at være med, når byen skulle overdrages. De havde kun en kamel, som de skiftedes til at ride på, medens den anden gik. Da de nåede til Jerusalem var det tjeneren, som sad på kamelen, medens Omar gik og holdt dens tømme. Ved synet af dette, overlod patriarken fra Jerusalem gladelig nøglen til byen til den nye hersker.

Omar blev dræbt under morgenbønnen. Han havde afsagt en dom, som slaven Abu Lu'luah, der var slave hos al Mughira bin Shu'bah ikke kunne lide, og næste morgen indfandt denne sig i moskéen, fik plads i første række og stak Omar ned, lige som han skulle begynde recitationen. Omar trak Abdur Rahman bin Auf frem for at lede bønnen og faldt selv sammen på gulvet. Efter bønnen blev han båret til sit hjem. Han foreslog seks navne på følgere i embedet. Blandt dem også Othman og Ali, må Allah være tilfreds med dem alle. Han sikrede at al hans gæld blev betalt gennem salg af hans hus. Han fik lov til at blive begravet ved siden af profeten, fred være med ham, og han reciterede Qur'an indtil han døde. Han fik at vide, at hans morder, som var kristen, havde begået selvmord, og han takkede Allah for, at han ikke var blevet dræbt af en muslim.

Omar havde hersket over muslimerne i ti år og fem måneder. Han etablerede mange af de mekanismer, som styrer det muslimske samfund. Han sikrede velstand i de fjerneste ender af sit store rige. Han var retfærdig og sandhedssøgende til det yderste, og han oprettede et råd, hvor alle var velkomne til at rådgive landets leder - også folk, som ikke var muslimer. Desuden var der et mindre råd, som rådgav ham i daglige anliggender, som også havde ikke-muslimer som deltagere. Disse to råd kunne også til tider fungere som domstol, hvor selv kaliffen kunne dømmes. En gang, hvor Omar var den ene part i en retssag, rejste dommeren sig op i respekt for hans høje embede, men Omar irettesatte ham og sagde, at hvis han rejste sig op for Omar, ville det være et udtryk for partiskhed, hvilket var utilstedeligt i en retssal.

På et tidspunkt blev Omars egen søn Abu Salama anklaget for at have drukket offentligt. Omar tildelte ham selv de firs slag, som er straffen for denne forbrydelse, og sønnen overlevede det ikke. Det er nok det eneste eksempel i menneskehedens historie, hvor en hersker har selv har iværksat straffen over sin egen søn med så alvorlig konsekvens, udelukkende af frygt for ikke at overholde gældende lov.

Han gjorde de kristnes ejendele lige så ukrænkelige som muslimernes. En muslim, som havde myrdet en kristen blev under Omar dømt til døden.

Under Omars kalifat blev undervisning af både drenge og piger gjort obligatorisk i det arabiske område. Han afskaffede også slaveriet, som var praktiseret på den tid. Han byggede huse, veje og vandingskanaler til landbruget. Han grundlagde berømte byer som Kufa og Basra. Han oprettede en politistyrke, som ikke havde dømmende magt men kun udøvende. Omar var også den første, som byggede fængsler, hvor kriminelle kunne idømmes frihedsberøvelse. Han gjorde det en forpligtelse for soldater at lære Qur'an i deres fritid. Derfor var der i alle delinger af soldater flere, som kunne hele Qur'an udenad. Han oprettede pensionsordninger for alle borgere. Omar indførte den islamiske kalender med udgangspunkt i Hijra opdelt i tolv månefaser. Han var meget omhyggelig i valg af lokale guvernører, og disse blev grundigt instrueret af Omar, før de blev sat ind i embedet. Hvis de handlede uret på grund af deres status, blev de på stærkeste vis irettesat af Omar eller fyret.

Hver gang en ny ansvarshavende blev ansat under Omar fik han et dokument, hvor alle hans pligter og rettigheder stod skrevet på. Dette skulle han læse højt i en offentlig forsamling, så selv den jævne mand vidste præcis, hvor langt hans beføjelser rakte. Højtstående embedsmænd skulle ligeledes love, at de 1) ikke ville bære fint tøj, 2) at de ikke ville spise brød bagt af raffineret mel, 3) at de ikke ville have nogen dørmand og 4) at de aldrig ville nægte nogen audiens. Alle højtstående embedsmænd skulle være tilstede på Hajj, og ved denne lejlighed kunne enhver, som havde nogen klage over disse, indgive den til kaliffen. Hvis embedsmanden blev kendt skyldig i nogen grov overtrædelse af sine beføjelser, blev han offentligt irettesat eller straffet. 

Omar havde ingen sympati for folk, som bad og ikke arbejdede. Han sagde om dem, at de ikke er mutawakkilun (folk som har overgivet sig til Allahs vilje) men i stedet muta'akkilun (snyltere). Den oprigtigt troende sår sin sæd og stoler på at Allah vil få den til at vokse. (Bukhari)

Omars livsstil var simpel og enkel. Han sov på et leje af palmeblade. Han havde et sæt tøj, som var lappet. Selv om han herskede over det største rige på sin tid, havde han aldrig nogen dørmand eller livvagt. Alle kunne komme til ham. Han tiltog sig intet af det store krigsbytte, som muslimerne fik ved erobringen af det persiske og det romerske rige.

Han iværksatte et væsentligt retsprincip: Bevisbyrden skal altid påhvile sagsøgeren medens sagsøgte skal afgive ed på at tale sandt. De to stridende parter kan indgå forlig, hvis blot dette forlig ikke strider imod Islam.

Hans motto for udbredelse af Islam var: "Et godt eksempel er bedre end en stor viden!" Han etablerede omrejsende skoler, som besøgte de afsides liggende landsbyer og underviste befolkningen. De Qur'an kapitler, hvor flest lovmæssige forordninger findes var det obligatorisk for mændene i landsbyerne at lære udenad, så de kunne klare deres daglige problemer i henhold til Allahs lov.

Kendte skelsættende episoder fra Omars liv:

En person kom til Omar med noget kamelmælk. Da Omar havde drukket af mælken, spurgte han den anden, hvorfra han havde fået det, og han forklarede, at de kameler, som var blevet givet i Sadaqah til Bait ul Mal gik og græssede ude i ørkenen. Kamelpasserne havde givet ham mælken. Straks stak Omar et par fingre i halsen og kastede mælken op af frygt for at drikke noget, som han ikke havde ret til.

Uqbah bin Amir, , fortalte, at profeten, sagde: "Hvis der havde været nogen profet efter mig, ville det have været Omar ibn al Khattab!" (Tirmidhi)

Ibn Omar, , fortalte, at profeten, fortalte, at han havde haft en drøm, hvor han var blevet givet en kop mælk, hvoraf han drak indtil han var tilfreds. Derefter gav han koppen videre til Omar. Folk spurgte ham så, hvordan han tydede denne drøm, og han sagde: "Mælken er visdom!" (I enighed)

Ibn Abbas, må Allah være tilfreds med ham, videregiver, at profeten, må Allah give ham velsignelser og fred, bad til Allah om at en af de to Omar'er skulle komme til Islam. Næste morgen erklærede Omar ibn al Khattab sin Islam og bad derefter åbenlyst ved Kaba. (Ahmad)

Ibn Omar, må Allah være tilfreds med ham, fortæller, at profeten Mohammad, sagde: "Allah anbragte sandheden på Omars tunge og i hans hjerte!" (Tirmidhi)

Abu Said, fortalte, at profeten, sagde: "Den mand har den højeste status i Paradis ud af mine følgere." Abu Said sagde: "Ved Allah, det må være Omar," og så gik han. (Ibn Majah)

En delegation kom fra udlandet for at møde kaliffen over det mægtige islamiske rige. Uden for byens port fandt de en mand, som lå under et træ med en sten under hovedet og sine sandaler på stenen for at blødgøre "hovedpuden". De spurgte efter Omar, og han sagde: "Det er mig". De spurgte så igen, og understregede, at det ikke bare var hvilken som helst Omar, de ønskede at tale med, men De Troendes Hersker, hvortil Omar igen svarede, at det var ham. De blev meget forbavsede over at finde ham sovende udenfor uden nogen livvagt, hvortil Omar sagde: "Adalta, hakamta wa namta!" (Jeg udøvede retfærdighed, herskede efter dette princip, og sov roligt).

En dag, under en længere periode med sult i Medina, gik Omar rundt i byen om aftenen, da han hørte barnegråd fra et hus. Han gik ind i huset og spurgte moderen, som ikke vidste hvem han var, og hun anklagede kaliffen for ikke at fuldbyrde sine forpligtelser overfor sit folk. Han så en gryde på komfuret, og spurgte, hvad hun tilberedte til sine børn. Hun forklarede, at hun havde sat en kedel med vand og sten over på komfuret, for at give børnene indtryk af at hun lavede mad, så de i mellemtiden kunne falde i søvn. Igen anklagede hun kaliffen for ikke at være tilstrækkelig opmærksom på folks problemer. Han blev så bevæget, at han skyndte sig til de offentlige forråd, hentede mad, gik tilbage til hendes hus og lavede selv mad til familien og madede børnene. Kvinden blev så glad, så hun sagde: "Jeg ville ønske, at det var dig, der var kalif!"

Omar stod som kalif på talerstolen i moskéen og talte om kvinders rettigheder. En kvinde rejste sig op og korrigerede ham. Omar spurgte forsamlingen, hvem som havde ret. Det havde kvinden. Omar bekendtgjorde derefter ud over forsamlingen, at hun havde ret, og at han havde uret. Han var altså ikke en mand, som ville hævde sig, selv om han var landets suveræne hersker.

Omar stod overfor en forsamling, medens en hær var i fremmed land. Pludselig råbte han: "(navn) pas på ryggen!" Så fortsatte han sin belæring. Det viste sig senere, at samme hærfører, som han havde anråbt, havde stået på slagmarken, da han pludselig hørte Omars stemme advare ham mod et angreb bagfra. Han vendte sig om lige i tide til at afværge at blive slået ihjel af en, som havde listet sig op bag ham.